| Flere

Om dopingkontrol: Foreningen eller centerbestyrelsens ansvar

Hvis et af jeres medlemmer testes positiv eller nægter at deltage i dopingkontrol, sættes en kædereaktion i gang, der i sidste ende kan få betydning for jeres arbejde:

  1. Anti Doping Danmark sender dokumentation for kontrollen og analyseresultater til Dopingsekretariatet.
    (Se ”Til dig som dyrker idræt” for detaljeret beskrivelse af den videre procedure overfor medlemmet)
  2. I modtager herefter en kopi af skrivelsen, hvori Dopingsekretariatet udelukker medlemmet midlertidigt i tre måneder fra alle former for idræt i medlemsforeninger under Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Danmarks Idræts-Forbund,Dansk Firmaidrætsforbund og De Danske Skytteforeninger. En kopi sendes ligeledes til den landsdelsforening, I hører under.
  3. Er det første gang, I har et dopingtilfælde:
    Hvordan skal I forholde jer? Hvad må I offentliggøre? Hvordan kommer I videre? Eller har I andre
    spørgsmål? Kontakt jeres landsdelsforening og få svar.
  4. Når der foreligger en kendelse i sagen, sender Dopingsekretariatet en kopi heraf til jer. Det forventes, at I håndhæver Motionsdopingnævnets afgørelse og udelukker medlemmet.

Husk at jeres landsdelsforening står til rådighed for råd og vejledning i jeres antidoping-arbejde, også selv om I ikke har haft et positivt dopingtilfælde.

I skal være opmærksomme på, at det kan føre til udelukkelse af en forening, hvis der gentagne gange konstateres positive dopingtilfælde, og hvis foreningen ikke selv gør en aktiv indsats for at bekæmpe dopingmisbruget.